I denne tekst vil jeg gerne filosofere lidt over revolution. Det er noget, der har optaget mig meget på det seneste, og jeg frygter, at mit ønske om revolution, altså en fundamental ændring af systemet og dets funktioner, er et romantisk ideal. Men måske er jeg bare for pessimistisk. Desuden vil jeg gerne komme med et par tanker om aktivisme. I al hemmelighed håber jeg, at mine tanker, her eller andre steder, vil udløse en livlig diskussion.
REVOLUTION! Hvor ofte har jeg ikke råbt dette ord med fuld overbevisning og af hele min lungers kraft. Født i 1977 fik jeg lov til at opleve min barndom i 80’erne og min ungdom i de fantastiske 90’ere. I det store og hele voksede jeg op i trygge omgivelser i Hannover, inden jeg i begyndelsen af 20’erne flyttede til Hamborg. Den store, vide verden kaldte. Man kan altså med rette sige, at jeg er et barn af en markant velstandsperiode i det rige Europa. På grund af min livsbane har jeg dog tidligt indset, at denne verden på ingen måde er retfærdig, og jeg har tydeligt vist og artikuleret min afvisning af staten, krig og miljøødelæggelse. Punken var for mig en redningsflåde og et tilflugtssted i en verden præget af storfinans. Jeg havde et stærkt ønske om at ændre denne tilstand af uforholdsmæssigt ulige fordeling af velstanden. Så jeg begyndte at kræve revolution uden at tænke meget over revolutionens sande betydning.
Med alderen har forholdene på denne planet ikke ændret sig meget, da denne uretfærdige fordeling snarere er blevet større end mindre. Mit ønske om revolution er ubrudt, men jeg bliver mere og mere i tvivl. Jeg spørger mig selv mere og mere, hvad alternativerne kunne være, og om det overhovedet er muligt at sætte en så stor masse mennesker i bevægelse, at noget som en revolution overhovedet er mulig. Er en fredelig, systemforandrende revolution mulig, eller skal sådan noget altid foregå blodigt? Naturligvis har der været fredelige revolutioner i menneskehedens historie, men uden at have undersøgt det nærmere, siger min mavefornemmelse mig, at der har været flere kampvillige. Revolution kræver enormt meget kraft og netop en meget stor utilfreds del af befolkningen. Har vi en så stor del i vores befolkning? Hvis ikke, er det overhovedet muligt for os at skabe en så stor del? Hvis ikke, giver det så overhovedet mening at kræve en revolution eller endda gennemføre den? Og som allerede nævnt, hvad er målet? Hvad er alternativet? At erstatte marionetterne, udskifte dem og derefter fortsætte? Egentlig snarere at skabe et mere retfærdigt system for alle mennesker i verden. Men er det overhovedet muligt med den nuværende menneskehed? Hvis ja, bør vi så ikke hellere beskæftige os med konkrete foranstaltninger og formulere håndgribelige, overbevisende programmer, der kan gennemføres efter en vellykket revolution? Hvis ikke, er kravet om revolution lige så meningsfuldt som at ville sælge terrassevarmere i Sahara.
En aktivist er en person, der er aktiv.
Aktivisme er godt. Den, der er aktiv, gør det klart, at han/hun/det er interesseret i forandring og ønsker at være med til at forme den. Eller i det mindste ønsker aktivisten at gøre andre mennesker opmærksomme på, at der er noget, der skal ændres. For længe siden forsøgte Greenpeace at forhindre store hvalfangerskibe i at jage med små gummibåde og skabte dermed betydelig opmærksomhed. Hvad er der egentlig med Greenpeace? Gummibådssejlads hjælper nok ikke med at gøre opmærksom på et skiftende klima. Men at klæbe sig fast til gaden hjælper efter min mening lige så meget. Under alle omstændigheder vækker det sine medmenneskers følelser. Det gør dem vrede. Men over hvad? Over inkompetente politikere eller over unge mennesker, der forhindrer dem i at udføre deres arbejde/nyde deres fritid. Skaber man en kritisk masse på den måde, eller snarere ikke? Hjælper det at præsentere farverige skilte ved organiserede demonstrationer for at afsætte en inkompetent regering, eller ønsker man blot at skubbe ansvaret for at handle over på andre, modigere og mere kompetente mennesker? Hjælper det at gøre opmærksom på uacceptable forhold weekend efter weekend ved rundkørsler, eller er det et elsket hobby, hvor man møder fantastiske, venlige mennesker med samme holdninger?
Jeg ønsker virkelig ikke at modløse eller provokere nogen! Det er blot nogle tanker, der har fulgt mig gennem året, og som jeg havde brug for at få ud af systemet. Jeg ville være glad, hvis vi alle tog mere ansvar. Efter min mening kan vi kun ændre systemet, hvis vi bliver aktive skabere. Stift foreninger, andelsforeninger, kommuner! Lad os skabe nye realiteter for os selv i stedet for at kræve, at andre skaber dem for os. Hver i sin region, i sit miljø og sammen over hele verden. Hvis I er særligt modige eller eventyrlystne, kan følgende dokumentar måske være en inspiration for jer. I bør dog have en god retshjælpsforsikring…
Yes men styrer verden: https://www.youtube.com/watch?v=AMWv3VY-4v8
